Hjulet kører rundt, men hamsteren er død

På bloggen Bloggy Monday stødte vi på denne interessante og tankevækkende fortælling om, hvordan krop og sind reagerer på længere perioder under pres.

 

Endelig fri efter 17 timers arbejde - et held man først skal op igen om 4 timer!

Kender du ham? Han er måske 28, eller 26. Måske han er fyldt 30 eller 40 lige om lidt. Han skriver det på facebook, eller twitter eller hvor han nu ytrer sig. Og han har mange venner, der siger og skriver det samme og som giver ham ret i, at det er hårdt, men også i, at det er virkelig sejt at arbejde meget.

Hans kvindelige pendant er der også. Det er dem på 25, 28 eller 32, der har tætsiddende jeans eller ansvarsfølelse på. De skal både se godt ud og vise, at selv om man gør dét, kan man godt præstere. De dropper frokosten, både fordi det jo gør det nemmere at holde vægten, og fordi det er lidt cool, at have så travlt, at man er nødt til at ofre mad og søvn og leve af redbull.

Så er der dem på lidt over 33, der skal hente William og Sofia helst inden 16:10, eller hvert fald senest kl. 16:50, så det ikke er alt for pinligt i børnehaven. Så kan man jo altid logge på, når de sover, for man præsterer jo ikke under 12 timer på en dag, vel? Bare fordi man har børn, er man jo ikke en dårlig arbejdskraft. Vel?

 

Vi vil ses!

Undersøgelser viser, at det er vigtigt at blive set. Både kolleger og chef, synes du er mere værd som medarbejder, hvis du arbejder mange timer. Uanset hvilke resultater du lægger, vel at mærke.
Der er virksomheder, hvor adgangsbilletten til mere i løn og udnævnelser er en arbejdsuge på over 60 timer. Ikke resultaterne i sig selv, men tiden du lægger. Og især hvor mange timer du lægger på kontoret, hvor man kan se dig.

Det er altså sejt, at arbejde meget. Det er et udtryk for (maskulin) styrke, at kunne blive ved i én uendelighed, være den sidste på kontoret, sende den sidste mail sent og så alligevel møde ind så tidligt, at man helst kan nå at svare på et par mails, inden de andre møder ind.

 

Jeg arbejder meget, fordi jeg synes det er sjovt!

Det er vigtigt at have det sjovt på jobbet, men i sidste ende handler det ikke om, hvorvidt det er sjovt eller ej; det handler om hvad kroppen kan holde til, og dét, der virkede fint, da du var 26, virker ikke helt så godt, når du er 36 og endnu mindre når du er 46.

 

Det handler om hjernen!

Uden din hjerne ER du ikke. Hjernen er en fysisk del af vores krop, så det vi byder vores krop, byder vi vores hjerne. Ikke kun vores psyke og sind, men den samling fedt og neuroner, der udgør vores hjerne.
Det er et spørgsmål om fysiologi og kemi, og en erkendelse af, at uanset hvor videnstunge og højtkvalificerede vi er, så kan fysikken spænde ben for os, også når det kommer til vores hjerne.

Bagest i hjernen ligger det lille område amygdala. Den er centret for angst, glæde, lyst, vrede. Ufiltreret og unuanceret. Vi fødes med amygdala, og den er der, til vi dør. Spædbørn styres nærmest udelukkende af amygdala, og det er da også et meget primitivt center, der stort set ikke kan andet end at reagere positivt eller negativt på hændelser. Uanset hvor velopdragen du selv synes du er, uanset hvor længe du har arbejdet med dig selv eller hvor meget du er trimmet af MBAs og lignende,  så vil amygdala altid reagere først og meget primitivt på indtryk.

Inde midt i hjernen findes hippocampus. Det er et ikke særlig stort område, formet lidt som en søhest. Hippocampus er væsentlig mere avanceret end amygdala og det er dén, der gør os til de dygtige, effektive mennesker – og medarbejdere – vi er. Det er hér nye ideer opstår, det er her, vi omsætter korttidshukommelsen til langtidshukommelse, og det er her vi orienterer os rumligt. Det er her, den kreative leg sker. Hippocampus er ideelt nok plastisk, dvs. der kan dannes nye hjerneceller, og nye forgreninger og ny viden kan lejres.

 

The bad guys!

Både kortisol og adrenalin er aktive i en presset situation, og det er vist efterhånden almen viden, at de er de to primære aktører, når det gælder stress. Begge hormoner er der af en grund. De er ikke skadelige som udgangspunkt og er tværtimod medvirkende til, at vi overlever længere i en farlig situation.
Adrenalin er nok mest kendt for det kick det giver. Hurtig ind, hurtigt ud. Det er et nærmest mirakuløst hormon, der forstærker fokus og gør os i stand til at  tænke skarpt, og reagere lynhurtigt, hvis vi er udsat for fare. Hvor mange gange har man ikke reddet en deadline eller et akut problem på et adrenalin-sus? Effekten er eftertragtet, og med god grund.

Kortisol minder meget om adrenalin i effekt. Forskellen er hastigheden. Kortisol er langsommere om at gå i blodet, og det er længere tid om at forsvinde fra kroppen igen. Det bliver dannet i binyrerne og udskilles til blodet i en helt naturlig cyklus hen over dagen.

Kortisols primære funktioner findes i kulhydrat-, fedt- og protein-stofskiftet. Det øger blodsukkeret og undertrykker immunsystem og inflammationsreaktioner.
Oversat til det vi oplever i kroppen, så sikrer kortisol, at vi har lettilgængelig energi i blodet, så hjernen kan tænke klart, og at energien netop bruges til de primære funktioner, nemlig hjerne og muskler.

I en faresituation stiger kortisolmængden i kroppen, og det påvirker blod-hjerne barrieren, så der hurtigere kan tilflyde energi og hormoner til hjernen. Blodet selv påvirkes, så det størkner hurtigere. Det betyder; at såres vi i ’’kampen’’, lukkes såret hurtigere og risikoen for forblødning mindskes. Samtidig sættes smertetærsklen op.

Kortisol er det ultimative drug til overlevelse: vi bliver overmennesker. For en tid.

Men det er uøkonomisk og på lånt tid. Kortisoleffekten er netop centreret om her og nu, og alt andet sættes i bero.

 

Bivirkningerne ved at være overmenneske?

Den oprindelig design-tanke – hvis der har været en sådan – må have været at kortisol kun kortvarigt er i kroppen i store mængder. Når balladen er drevet over, kan alt det andet starte op igen.
Men hvad sker der så, når kortisolen ikke forsvinder? Når vi aldrig rigtig er i ro, og når den ene situation efter den anden sætter os i alarmberedskab?
I hjernen betyder langvarig påvirkning af kortisol skræmmende meget. Blod-hjernebarrierens ændring betyder, at der transporteres for meget over fra blodet til hjernen, som derfor bliver udtrættet og hjernecellerne irritable. Der sker en ubalance i neurotransmittere, og ophobning af affaldsstoffer, der ikke når at blive transporteret væk.

Dyreforsøg har vist, at de områder i hjernen, der har mange kortisol-receptorer skrumper ved langvarig forhøjet kortisolniveau. Celler dør simpelthen af overload. Antallet af receptorer på celleoverfladerne mindskes. Aktiviteten falder. Er der ingen receptorer, forsvinder bombardementet.

Et af de områder i hjernen, der har mange kortisolreceptorer er hippocampus. Det vil sige at hippocampus, – der som nævnt er vores kreative motor, stedet hvor vi lærer og stedet, hvor vi husker – stivner og skrumper ind ved længerevarende højt niveau af kortisol i kroppen. Det resulterer helt banalt i, at man ikke længere er kreativ. At man ikke længere kan huske. At det bliver svært at overskue komplekse problemstillinger.

Samtidig får kortisol amygdala til at vokse og reagere voldsommere på impulser. Det resulterer i, at vi overreagerer med voldsommere og mere primitive følelser: vi bliver hurtigere og mere vrede, kede af det, frustrerede eller overgearede. Vi får svært ved at prioritere og generelt svært ved at styre impulserne fra amygdala. Til en start.

Senere i forløbet, når kortisolreceptorerne er ved at være brændt af, tager apatien over. Hjernen reagerer ikke længere så nemt. Nu er de store følelser væk og der er en reel depression tilbage. Følelsesløshed på din inderside.

Varer kortisolpåvirkningen længe nok, bliver skaden permanent. Ikke nødvendigvis depressionen, men ’blot’ den manglende kreativitet og korttidshukommelsen.

Men man kommer selvfølgelig langt med post-it’s og evernote…

 

Ironman ruster i regn!

Resten af kroppen tager selvfølgelig også skade.
Det undertrykte immunforsvar, betyder at vi bliver mere modtagelige for infektioner. Der er jo slækket på forsvaret, så banale forkølelser eller influenza bliver hyppigere og mere voldsomme. Og vi udsætter os selv for en lang række helbredsmæssige riscisi.

Stress er en fysisk tilstand, hvor vi gennem længere tid har haft et konstant højt indhold af kortisol i blodet. Det handler ikke om at være svag eller stærk, det handler ikke om, at man knækker psykisk– selvom det nok også sker til sidst. Det handler om, at kortisol fysisk har påvirket, og måske direkte nedbrudt en del af hjernen, så du ikke længere er fysisk i stand til at huske, ikke er fysisk i stand til at få nye ideer, og ikke er fysisk i stand til at tænke abstrakt og koncentrere dig.

Du er ikke længere i stand til ting, du med lethed kunne før.

Husk at tage ansvar for dig og din krop – pas på den – så får både du og din arbejdsplads meget mere igen på den lange bane.

 

Månedens tip

Jo tidligere du forholder dig aktivt til stress, jo bedre kan du dæmme op for de negative konsekvenser. Tag Mannaz stresstest, og få 3 gode råd til at forebygge stress.

Test dig selv, og læs mere om stressforebyggelse