Put din pension i lommen

​Det er nu blevet muligt at tjekke sin pension på mobilen og danne sig et overblik over, om der står øllebrød eller østers på menuen, når man går på pension. Pensionsinfo.dk er nemlig blevet mobil, oplyser Forsikring & Pension.

 

Hvad skal man bruge det til?

Kort og godt er det en oplagt mulighed for at undersøge, om man skal justere i sine nuværende indbetalinger. De fleste danskere har nemlig ikke nogen idé om, hvor mange penge de har til deres alderdom. Det skyldes enten, at det er for svært at overskue, man ved ikke hvor, man skal kigge, eller tallene er ikke til at forstå.

Den nye mobilvenlige version af pensionsinfo.dk giver nu muligheden for, at man relativt nemt kan tjekke, hvor meget, man har sparet sammen til alderdommen, og hvor meget man vil få udbetalt alt efter, hvornår man vælger at gå på pension. Man kan også se, hvor meget familien vil få fra ens livsforsikring, hvis man dør, før man er 65 år, samt hvor meget man får om måneden fra sin forsikring, hvis man bliver for syg til at arbejde. Derudover kan man se, hvad man har ret til i folkepension og fra ATP, samt hvor mange arbejdsmarkedspensioner og bankpensioner man har og i hvilke selskaber.

  

Hvornår skal man tjekke?

Det er altid en god idé at tjekke sine pensionsforhold i hvert fald hver gang ens liv ændrer sig. Det er, når man bliver skilt, gift, flytter hjemmefra, børnene flytter hjemmefra, man flytter sammen med en person, en partner dør, eller man køber hus. Ellers kan man eksempelvis risikere, at de forkerte får livsforsikringen, at man ikke har råd til at blive boende i sit hus, hvis den ene part mister evnen til at arbejde, eller at man betaler for meget for sine forsikringer i sin pensionsordning, fordi børnene er flyttet hjemmefra.

 

Læs også vores artikel ”Hvornår har du sidst tjekket din pension” for flere gode råd.

  

Har du brug for råd og vejledning, er du altid velkommen til at kontakte TimePension på telefon: 7023 2245

 

Kilde: Forsikring & Pension